Hent pakken i XL-Pakkeshop

Nu er det blevet muligt for gør-det-selv folket at shoppe byggevarer online og selv afhente de færdigpakkede varer i det lokale XL-BYG. Denne service kaldes XL-Pakkeshop og fritager kunderne for at være hjemme, når fragtmanden kommer eller skulle afhente pakken inden for posthusets normale åbningstid.

XL-Pakkeshop er et resultat af et stigende salg af byggevarer på nettet. Det er ikke blot nemt for kunderne, men også en ganske gratis service, hvor hele bestillingen er plukket og pakket sammen,
så den er klar til afhentning. Kunderne kommer med andre ord ikke til at køre forgæves, men ved med sikkerhed, at de bestilte byggevarer kan afhentes.

For XL-BYG har Skilte Centret produceret og monteret skiltningen til XL-Pakkeshop i godt hundrede byggemarkeder over hele landet. Der er således fremstillet klistermærker til pyloner uden for byggemarkedet, udfræst skilteplader til ophængning i wire over skranken og genkendelige kakler til fronten på skranken – alt sammen i en karakteristisk grøn konceptstil.

I løbet af relativt kort tid før sommerferien blev materialerne fragtet ud til de enkelte XL-byggemarkeder over hele landet og monteret efter alle kunstens regler. Det var noget af en logistikopgave, så GPSen i vores montagebiler har bestemt ikke levet forgæves. XL-BYG er på denne vis blevet klædt på til at imødekomme kundernes krav om fleksible, nemme og bekvemme måder at handle på.